08 august 2014

Looking for Alaska

Titel: Looking for Alaska
Forfatter: John Green
Forlag: Harper Collins Publishers
Bedømmelse✬ ✬ ✬ ✬  (en ny favorit)

Miles vælger at forlade sine trygge omgivelser i Florida og tage på kostskole i Alabama, som tilfældigvis er den samme skole som hans far gik på i sin tid. Han har aldrig haft venner før han begynder på skolen, men dette ændres brat efter han møder sin room mate Chip Martin, også kendt som The Colonel, som præsenterer ham for Alaska. Hun kommer til at vende op og ned på det liv han har haft indtil videre.
Sammen med Alaska, the Colonel og deres andre venner oplever han ting han aldrig ville have drømt om og i takt med oplevelser bliver han draget mere og mere ind i vennegruppen og i forelskelsen i Alaska.

For mig var det at læse bogen et helt igennem dejligt gensyn med John Greens kloge ord, som jeg bestemt har savnet siden jeg læste The Fault in our Stars tilbage i november sidste år. Han har en sprogforståelse som de færreste besidder og formår at beskrive en karakter på en sådan måde at de fremstår så levende at lige så godt kunne stå lige foran mig. Det er noget der gør mig helt skør af glæde. John Green forstår ar fremkalde hele følelsesregistret ved kun at bruge ordenes magi og jeg fandt mig selv nikkende forstående til Pudge's fascination og kærlighed til Alaska. Hun er skøn og spændende - man ved kort sagt aldrig hvor man har hende. Det er et karaktertræk der er negativt hos de fleste, men for Alaska gør det hende kun mere tiltalende og interessant. Især hos Pudge. Pudge er ung og nok en af de mest naive og uerfarne teenagere jeg nogensinde har oplevet i litteraturen. Det er meget mærkbart at Pudge aldrig har haft en eneste ven før. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at han, om nogen, bliver hvirvlet dybt ind i fascinationen af Alaska.

Når jeg læser en bog af John Green ved jeg at jeg har med en utroligt begavet forfatter at gøre. Hans måde at skrive på er både, intelligent, venlig og smittende. Man får virkelig lyst til at være en del af historien, og hvordan den ender har ingen betydning når først man er i gang. For fortællingen i sig selv giver læseren, i dette tilfælde mig, en læselyst som man sjældent oplever. Dette er noget der også gør sig gældende for The Fault in our Stars, og derfor er det svært ikke at sammenligne de to bøger med hinanden. Det taler desværre ikke helt til Looking for Alaska's fordel. Dog skal man tage to ting med i betragtning; The Fault in our Stars er Greens absolut mest kendte værk og Looking for Alaska er hans debut. Når det så er sagt, så er der ikke mere at sige end at det i sandhed er en klog, klog mand der står bag de velskrevne ord i Looking for Alaska.
//Anna

Ingen kommentarer:

Send en kommentar