08 februar 2015

Med NUBB i Stavanger


For ca. en halv uge siden drog jeg endnu en gang mod den mere nordlige del af Skandinavien for bl.a. at mødes med nogle af de andre i NUBB-projektet samt at deltage i Nordisk Børnebogskonference (NBBK). Og endnu en gang viste det sig at være en både fantastisk og uforglemmelig tur.

Tirsdag eftermiddag tog jeg flyet mod Stavanger sammen med flere andre litteraturfolk. Da jeg steg af flyet og gik mod ankomsthallen hvor min chauffør (hvor er det dog mærkeligt at skrive dette...) skulle stå og vente på mig mødte et helt absurd syn mig. Der stod ganske vist min chauffør, men han var ikke alene. Der stod børnebogsillustratoren Rasmus Bregnhøi (tror jeg...) og ingen ringere en Kenneth Bøgh Andersen. Den halve times køretur fra lufthavnen til byen var helt uvirkelig for mig, da disse to professionelle mænd begyndte at udspørge mig om hvorfor jeg var der. Hvem der stod bag projektet og hvad det var. Hvad min blog hed. Jeg har ikke megen erindring af hvad jeg fik fremmumlet i min blanding af rejsesyge, nervøsitet for morgendagens oplæg og det starstruck jeg var blevet ramt af i det jeg så Kenneth.

Desværre havde jeg ikke meget tid til at sludre med de to seje mænd, snart var i Stavanger og vi blev sat af hvert vores sted i byen. For mit vedkommende var det ved Sølvberget Kulturhus hvor jeg skulle deltage i et NUBB-møde og bagefter deltage i en såkaldt festkvell, der basically var en stående buffet med ulighed for at mingle. Ikke særlig sjovt når man er elendig til at smalltalke og næsten alle omkring dig taler forskellige afarter af norsk. Heldigvis var der nogle få kendte ansigter mellem og et enkelt nyt. Søde Line fra den norske bogblog MoonStar's Bokverden (se billede foroven) og jeg faldt hurtigt i snak og blev ved med at tale om alt muligt indtil jeg skulle hjem dagen efter.

Tirsdag aften var skøn i forhold til onsdag. Onsdag var næsten et helvede for mig og ingen andre end mine tætte familie og venner har fået dette at vide før nu. Jeg lider af slem præstationsangst og den var allerede blevet trigget da jeg steg på flyet dagen forinden og blev kun forværret som tiden skred frem. Efter den tur er talemåden "ikke kunne lukke et øje hele natten" blevet langt mere forståelig for mig, for jeg fik ikke mere end sammenlangt 3-4 timers søvn den nat og maximum 1 times sammenhængende søvn. Da jeg som det første, da jeg (endnu en gang) slog øjnene op omkring kl 8, røg ud for at kaste op, var jeg bestemt i tvivl om jeg kunne gennemføre det oplæg jeg havde sagt ja til. Hvad fanden havde jeg tænkt på?

Morgenmaden og tiden inden jeg checkede ud var som en døs, det meste af den foregik i min seng hvor jeg forsøgte ikke at blive ramt for slemt af et angstanfald, og selvom jeg havde en kvalme og lignende symptomer som jeg ellers kun har oplevet op til eksamner, så kom angstanfaldet ikke i allerværste grad. Hurra! Selve oplægget gik som smurt og jeg kunne meget stolt gå fra scenen og for første gang nyde mine omgivelser og de skønne ting jeg havde oplevet. Selv nu, næsten en uge efter NBBK kan jeg ikke lade være med at smile blandet med stor mængde stolthed, når jeg mindes turen. Min viljestyrke (læs: stædighed) var stærkere end angsten og jeg gennemførte noget, som jeg var ekstremt tæt på at bakke ud af. Pissestolt er vist det ord der dækker min tur bedst. Nu kan resten af verden bare komme an...i hvert fald mens jeg svæver rundt på denne lyserøde sky skabt af sejr.




4 kommentarer: