27 november 2015

Hans og Grete

Titel: Hans og Grete | Forfatter: Neil Gaiman | Illustrator: John Kenn Mortensen | Forlag: Høst & Søn | Udgivelsesår: 2015 Sidetal: 48 | Anmeldereksemplar

Vi kender alle historien om de to søskende der bliver efterladt helt alene inde i en stor skov. Det virker nok lidt underligt at et så makabert eventyr om svigt og ondskab, fascinerer mig så meget, men ikke desto mindre er Hans og Grete blandt mine ultimative favoriteventyr.  Jeg tror det har noget at gøre med at min mormor læste det op for mig næsten hver gang jeg, som lille, overnattede hos hende og min morfar - flere gange blev eventyret endda til en blanding af de klassiske, tyske vendinger og de oversatte danske, hvilket er et tilbagevendende tema ved oplæsningen af Grimms eventyr hos dem, men nok om det. Nu hvor jeg har gjort det klart for jer, og mig selv, er det vel på ingen måde uforståeligt at jeg så gerne ville læse denne udgave omskrevet af en af mine favoritforfattere; Neil Gaiman.

Eventyret var lige så godt som altid og jeg blev suget direkte ind i fortællingen for hvem ved hvilken gang. Desværre havde jeg lidt svært ved at finde Gaiman mellem træerne i Hans og Gretes skov og sikke da en skuffelse det er at stå over for manglen af den ellers så skønne gaimanske magi. Især når det bestemt er så tydeligt at se at der er blevet brugt en hel del krudt på denne udgivelse - nok lidt af de samme grunde som mine for at læse den. Derfor er det også ekstra ærgerligt at eventyret ikke levede op til denne del af forventningerne når der er tale om så stærkt et team. Heldigvis, kan man vist sige, er alt efterarbejdet, tegningerne, siderne osv, i top.

Tegningerne er skønne, men siderne i sig selv er også ret spektaktulære. Tykke, lækre sider som i stedet for at være den typiske hvide farve har fået en lys bun farve, der giver historien en mere eventyrlig stemning. Mortensens smukke tegninger tilføjer en stor del af den dystre, smukke eventyrstemning der er at finde i hele bogen, men som nævnt tidligere er der for mig ikke meget Gaiman at se, derfor er det ekstra fedt at tegninger passer så godt til. De kombinerer flere af de elementer vi kender Gaiman for  og det vejer bestemt op for den manglende gaimanske tekst. Heldigt at tegningerne så er så skønne at det er svært at se sig træt!

✬ ✬ ✬  



23 november 2015

Half Bad

Titel: Half Bad | Forfatter: Sally Green | Forlag: Viking Books for Young Readers | Udgivelsesår: 2014 | Sidetal: 394

I Nathans verden er to ting sikre. For det første er hekse (og troldmænd) ikke en fantasi og sådan har det været hele hans liv. De lever side om side med mennesker uden at afsløre deres evner. For det andet er de sorte hekse onde og de gode, hvide hekse sørger for at bekæmpe dem. Men i samme grad som Nathan ved at hekse findes, ved han også at han ikke er almindelig. Han er ikke kun en almindelig hvid heks som resten af den del af familien han lever hos. Hans far er en af de farligste sorte hekse der findes og det bliver sværere og sværere at undertrykke den side af sig selv på trods af de voksende restikrioner fremsat af det hvide heksesamfund.

Ved bogen udgivelse blev den spået til at blive den næste Harry Potter - hvilket vi alle sammen godt ved ikke vil komme til at ske. Nogensinde. Selvom det er nu ikke svært at drage paralleller mellem to enspænder drenge med sort, strittende hår og som aldrig har kendt sine forældre (og som bliver myndige som 17-årige). Jeg tror også grunden til at jeg omtaler Harry Potter er fordi serien har stor betydning indenfor britisk litteratur og fantasy, hvilket også er noget Half Bad er en del af. Heldigvis forsvinder lighederne hurtigt og bogen begynder snart at leve sit eget liv.

Jeg synes der er en gennemgående tråd, der handler om forskellen mellem det gode og det onde. Og det er altid spændende og det er især spændende at følge med i Nathans tanker om det. Samtidig er det også interessant at se den strenge opdeling mellem hvide og sorte hekse samt den næsten paniske frygt der er for de sorte. Der er bl.a. den her episode, som bestemt ikke er for sarte sjæle (men jeg ikke vil nævne nærmere i frygt for at spoile noget for jer), der vækker nogle virkelig interessante tanker om både deres og vores samfund. Det er både fedt men også virkelig skræmmende! Generelt set er jeg faktisk overrasket over hvordan bogen på mange måder får rusket op i nogle holdninger og tanker som jeg normalt ikke vil "røre ved", fordi jeg har stemplet dem som grumme og mørke og det er ret fedt at blive udfordret på det punkt.

Bogen starter ud på en meget bemærkelsesværdig måde, som skaber en underlig følelse og stor lyst til at læse til man forstår hvad der sker på siderne. Selvom jeg fattede hat af meningen med siderne, var det skrevet på en ret fed måde, der i den grad vækkede min nysgerrighed. Derfra udviklede historien sig dog til at være relativt forudsigelig. Selv tanker jeg havde om bogens udvikling før jeg begyndte at læse bogen blev en realitet, hvilket er ret irriterende. Det gik også igen i slutningen der også irriterede mig. For mig at se virker den som en form for halv løsning på grund af mangel på sider i bogen eller ønsket om at gøre den åben nok til at man bare SKAL læse bog to. Den virker bestemt ikke overbevisende, men hvem ved? Måske kommer det til at give mening senere, men jeg tvivler...

✬  ✬ ✬ 


22 november 2015

Jeg henter solen ned



Titel: Jeg henter solen ned | Forfatter: Jandy Nelson | Forlag: Gyldendal | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 460 | Anmeldereksemplar

Tvillingerne Jude og Noah har siden de var helt små haft helt særligt bånd mellem hinanden, der har givet dem følelsen af nogle gange at være én af samme person, men i året op til de skal begynde i high school begynder en kløft at danne sig mellem dem.
Tre år senere er kløften dybere og bredere end aldrig før, men hvad skete der mellem de to, der ikke kunne skilles ad før i tiden før i tiden? Jude og Noah fortæller deres historie fra hvert deres unikke synspunkt men med tre år i mellem sig.

Har man fulgt med på de sociale medier, så står det klart at Nelsons bog, Jeg henter solen ned, har været et af de helt store samtaleemner blandt de bogglade tosser siden bogens udgivelse på originalsproget sidste år. På grund af hypen var jeg da også ellevild, da bogen endelig ankom med posten. Jeg har tidligere læst en af Jandy Nelsons bøger og den var jeg mildest talt ikke begejstret over (se anmeldelse her). Om det var fordi jeg var for ung til at forstå og værdsætte hvad der stod på siderne eller fordi Nelson simpelthen ikke var særlig dygtig på det tidspunkt ved jeg ikke, men denne bog står i stor kontrast til mit sidste møde med hendes forfatterskab. Jeg nød virkelig at læse historien og blev mere involveret end jeg helt har lyst til at stå ved.

Jeg tror noget af det jeg der især tiltaler mig er forfatterstemmen. Hun er langt mere malerisk og skriver i billeder. Normalt har man som læser et relativt billede af diverse scener i bogen, men det er som om Nelson går skridtet videre med de to hovedpersoner. Det giver også god mening idet de to hovedpersoner er meget kunsterisk anlagt og derfor skaber langt flere mentale billeder. Billeddannelsen er især tydelig hos Noah og jeg både hader og elsker hans måde at reagere på det han oplever. Han maler mentale billeder. Altså ikke bare noget metaforisk crap der sikkert har en dybere mening hvis man har en imaginær ph.d. i livsvidenskab men deciderede billeder med motiv. For læseren bliver både billedet og Noahs følelser helt tydelige uden han behøver at forklare dem, hvilket er ret kendetegnende for hans karakter. Samtidig bliver det en smule for passivt for min smag, hvilket ikke kun er frustrerende men også kedeligt. Det gør dog ikke noget ved mine opture over de gode ting og små sejre begge hovedpersoner oplever, jeg bliver alligevel varm om hjertet selvom det hele udspiller sig i et fiktivt univers.

Før jeg slutter af bliver jeg nødt til at nævne noget som jeg ofte forsøger at undlade på grund af den smerte det forvolder min sprogelskende del af hjernen; oversættelsen. Det er noget der sjældent bliver gjort særlig godt, fordi der er så meget som simpelthen bliver lost in translation (see what I did there?) samtidig med der forsøges at holde krampagtigt fast i forfatterens stemme og ordvalg. Her synes jeg faktisk at Gyldendals oversætter, Kina Bodenhoff, er sluppet ret godt fra oversættelsen. Hun fastholder de smukke vendinger og gentagelser som giver bogen dens poetiske vibe, hvilket er noget jeg svagt husker også går igen i Himlen ved mine fødder. Tak for det!

✬ ✬ ✬   

21 november 2015

Bibliopolium - Minder: Vangsgaards Antikvariat

Da jeg var rundt i Indre København i sommers havde jeg på ingen måde regnet med at et antikvariat så stort og flot ville dreje nøglen om kun få måneder efter jeg havde besøgt det. Som så mange andre både før og efter mit besøg var jeg vild med stedet og havde svært ved at styre mig selv mellem det store udvalg, men det var åbenbart ikke nok til at holde stedet kørende. Og nu er stedet ved at være lukket og slukket. Dette er ikke et tip til en boghandler du bør besøge. Dette er et minde om en boghandler der var så smuk og god at vi stadig burde have mulighed for det.