20 januar 2016

Mind Games



 Titel: Mind Games | Forfatter: Teri Terry | Forlag: Nyt Nordisk Forlag | Udgivelsesår: 2015 | Sidetal: 351
Anmeldereksemplar

I den fremtid hvor Luna lever bruger de fleste mennesker størstedelen af deres liv i en virtuel verden. Det er der de arbejder, er sammen med venner og går til fester. Alt sammen tilpasset ned til mindste detalje så det passer brugeren bedst. Mange har også fået indopereret et implantat så de nemmere og oftere kan være til stede i deres perfekte og nøje modelleret virtuelle verden.
For Luna er det ikke sådan. Hun er ikke en del af det virtuelle for hun er en af de få Nægtere i samfundet. Men for Luna er det ekstra farligt at være anderledes for hun har en hemmelighed som ingen må vide noget om. Derfor bliver det meget vigtigere for hende at være som de andre og følge samfundets betingelser som tingene udvikler sig.

Jeg havde ærligt talt lovet mig selv at holde en pause fra bøger om korrupte samfund, for de har det med at gentage sig selv lidt for ofte. Når jeg hører om en bog der indeholder et sådan samfund tænker jeg straks på den enorme bølge i bog- og filmverdnen med kampen mellem det lille individ og store magthaver med en kærligshistorie der fylder mest lige så megt som selve kampen og det er en kliché jeg er ved at være godt træt af. Alligevel valgte jeg at læse Mind Games af Teri Terry for hun har endnu ikke skuffet mig med hendes romaner og igen sidder jeg tilbage med en vældig tilfredshed, som endda er større end da jeg læste Slettet.

Jeg tror især Terrys måde at bruge teknologien i Mind Games er det der tiltrækker mig og det er meget positivt når det kommer fra mig. Normalt er jeg nemlig ikke meget for de teknologi-dominerede bøger, for det siger mig meget, meget lidt. Heldigvis er det ikke et problem her. Teri Terry har på den bedste måde formået at blande teknologien med magi og det er ret fedt at læse resultatet af blandingen (især for én som mig der elsker og er meget fascineret af magi). Teknologien kommer i form af en slags magisk verden hvor alt er muligt, så længe du ved hvordan man bøjer reglerne. Jeg er så fascineret af det at jeg ville ønske det var virkeligt så jeg har muligheden for at prøve det. Jo tak!
Jeg tror vist det er ret tydelig at jeg er ret tilfreds med min beslutning om at give bogen en chance.

✬ ✬ ✬  

15 januar 2016

Bibliopolium - Waterstones Trafalgar Square









Jeg har været i en del lækre boghandlere gennem de sidste par år og på et tidspunkt slog det mig at det ville være en super god ide at dele disse skattede steder med andre, der er lige så bogglade som jeg. Derfor kom jeg på Bibliopolium (lat. boghandel). Ca. en gang om måneden vil jeg vise en ny boghandler frem enten fra København eller udlandet - nogle gange vil det blive oftere, andre gange sjældnere.
Endnu en gang bliver det londoniansk. Butikken denne gang er den Waterstones der ligger med udsigt til Trafalgar Square.

Denne boghandel er på ingen måde ekstraordinær eller har noget de andre boghandlere i London ikke har - altså bortset fra beliggenheden og mine minder...Dybt Anna, dybt... Meeeen vent lige et øjeblik før i dømmer min umiddelbart underlige udtalelse, giv mig et øjeblik til at forklare. Denne boghandel er den første boghandel jeg besøgte på min første tur til London og alene af den grund har den en helt særlig plads i mit hjerte, selvom den egentlig ikke er noget særligt. Ja den er større end de fleste boghandlere og har langt flere (spændende) bøger end de danske, men udover det er den ikke blandt de mest spændende boghandlere i det indre London.

Der er dog to elementer ved boghandleren der i den grad opvejer dens ellers ret almindelige fremtoning. Der er en kælderetage fyldt med gulv-til-loft-bogreoler inden for næsten alle genrer og med det kæmpe udvalg der kendetegner engelske (og udenlandske generelt?) boghandlere og det er noget der gør mig aldeles glad.
Hvis man i stedet går op ad trappen tæt ved indgang vil man ret hurtigt finde sig selv mellem en masse cafeborde fyldt med læsende og småsnakkende kunder og det er et super hyggeligt syn, selvom det godt kan virke lidt kaotisk og rodet hvis man lige er kommet derop. Men det kan godt anbefales at sætte sig med sin foretrukne drik og forsvinde ind i en bog for en tid.

Men helt ærlig er det nok en af de boghandlere man besøger hvis man enten er i området eller fordi man ved præcis hvad man vil have, for det er ikke en af de der vildt hyggelige eller særlige boghandlere man kan bruge timevis på ved bare at gå rundt og suge indtryk til sig.


11 januar 2016

Stargirl

Titel: Stargirl | Forfatter: Jerry Spinelli | Forlag: Ember | Udgivelsesår: 2000 | Sidetal: 186 

Susan Caraway er ny i skolen, hvilket altid giver ekstra opmærksomhed især i et så lille område som hendes nye high school ligger i. Hun bliver heller ikke et mindre samtaleemne som dagene går, for hun opfører sig ikke som de andre og vil kun kaldes Stargirl, hvilket både er noget der fascinerer og skræmmer Leo, bogens generte fortæller. De to drages mod hinanden på trods af deres meget forskellige interesser og adfærd.

I kan sikkert, i samme grad som jeg, se klicheen i plottet. Han er den typiske introverte geek, der har det bedst med at gemme sig bag andre. Hun er den mest outred person man kan forestille sig. Hun fremstår oprigtig ligeglad med hvad folk tænker om hende, så længe de er glade. Det er et umage par der kun får en smule medvind og accept fra deres omgivelser - man har læst om det mange gange før. Alligevel er bogen ikke helt som de andre - okay ja, det er, igen, noget man har hørt før og det værste er at jeg har svært ved uddybe det i frygt for at spoile handlingen. Jeg kan dog fortælle at historien er knap så fin som den lægger op til og som jeg hidtil har givet udtryk for. Det er både det der frembringer læselysten samt irritationen hos mig. (Wauw hvor jeg dog hader mig selv for ikke at være mere uddybende. Undskyld)

Først og fremmest havde jeg en enorm lyst til give begge hovedpersoner et slag på siden af hovedet på grund af deres uendelige dumhed, som vel i grunden bunder i uvidenhed, men ikke mildner mig vitterligt. For det er ekstremt frustrerende at læse om to personer der fatter hat af de situationer de bringer sig selv og hinanden i. OMG! Ikke nok med med at de, Leo og Stargirl, i situationer hvor de er sammen, efterlader mig prustende af vrede formår de det også hver for sig.
Dertil er jeg ved at få nok af de der næsten perfekte typer og her er Stargirl ingen undtagelse. Hun virker ikke som den typiske person man vil sætte i perfekt-boksen, men det er hun i al sin anderledeshed der bliver så umenneskelig at man nærmest drukner i hendes næsten maniske forsøg på at fremstå som noget andet end alle andre. Udover min overordentlige irritation over Stargirl er Leo bestemt heller ikke blandt mine favoritter. Hans passivitet og mangel på livsmod er ikke andet end hvad man kan forvente af en angsty fyr i high school-alderen, men alligevel irriterer det mig i lige så høj grad som Stargirls umenneskelige adfærd.

Det underlige er; på trods af mine enorme utilfredshed over hovedpersonerne så havde jeg alligevel svært ved at lægge den fra mig. På en eller anden måde formåede Spinelli suget mig ind i historien og gav først slip da bogen var slut. Det må være min forkærlighed for skævheder og ung forelskelse - som er to emner der bestemt er relatérbare for mig - der gjorde at jeg blev så fascineret af bogen selvom jeg vældig gerne vil have afskrevet begge hovedpersoner.

✬   ✬